En typisk dag på Det Danske Musicalakademi….

…begynder kl. 8.00 med morgentræning. Det vil sige enten pilates, som både styrker dit center, smidiggør og giver fokus, eller klassisk stangskole, som er en væsentlig del af din tekniske dansetræning. Morgentræningen er det lange seje træk mod et sundt udgangspunkt. Både for krop og psyke. Du kommer godt i gang med dagen, og er sikker på at komme i grundlæggende god form. Kl. 8.45 er der stemmeopvarmning (Vokal Stang Skolen) for alle studerende.

Kl. 9-11 har du dramaundervisning. Det har du hver dag. Det foregår i en nøje planlagt progression hen over de 3 år, som du kan læse meget mere om i vores studieplan. Den kan du downloade på vores hjemmeside.

Kl. 11.30-12.50 har du dans første gang den dag. Det kan være jazz, teknik, koreografi, step, klassisk ballet, moderne ballet, pilates eller sågar yoga. Du har mest jazz i forskellige afskygninger.

Kl. 13.45 har du solosang eller soloundervisning i dramatisk talelære eller brugsklaver. Solosang er 1 til 1 undervisning i sangteknik og sangligt udtryksarbejde. En del af timen er din repetitør (pianist) også med. Talelære er også soloundervisning. I starten af uddannelsen handler det meget om at tale afspændt. Senere handler det om replikbehandling og dramatisk arbejde med stemmen. I brugsklaver lærer du at kunne indstudere eget materiale fra klaver og grundlæggende at akkompagnere dig selv.

Kl. 15.00 har du ensemblesang eller præsentation, coaching eller hørelære. Ensemblesang er korarbejde. Det har du to gange om ugen gennem hele uddannelsen. Præsentation er et auditiontræningsfag, som du har på 2. og 3. år, hvor du forbereder dig på det arbejdsmarked, du skal ud til. Coaching er det dramatiske arbejde med at kunne fortælle historier gennem sine sange ud fra et ærligt personligt udgangspunkt. Coaching har du på 1. år som holdfag og på 2. år som solofag, hvor det munder ud i en koncert. I hørelære, som du ligesom brugsklaver har de første 2 år, lærer du at synge ”fra bladet”, og arbejder indgående med polyrytmik, koordination, imitation og tonekendskab.

Kl.16.30-18.30 har du tid til at forberede dig og til at spise. Stort set alle fag kræver forberedelse, og det er derfor ekstremt vigtigt at prioritere dette.

Kl. 18.30-20.00 har du dans igen. Herefter har du fri, hvis der da ikke lige er mere, som skal forberedes…

Når det ikke er hverdag, er der kurser, workshops, projekter, masterclasses og én gang om året showcase. Altid med nationale og internationale kapaciteter som undervisere.
Her arbejdes der med at samle op på den daglige træning og rent faktisk få brugt den tekniske kunnen du har opbygget, i praksis. Det kan være inden for alle discipliner, og er meget ofte tværfagligt.

Som du kan se tager uddannelsen stort set al din tid, og du skal derfor ikke regne med at have tid til erhvervsarbejde ud over uddannelsen i det daglige.

Hvis du gerne vil læse detaljeret om uddannelsens indhold kan du hente vores studieplan her